Lær børnene at affaldssortere
Hvorfor skal vi sortere vores affald? Hvorfor må papir ikke blive smidt ud med madrester? Og hvorfor skal glas og dåser skylles en smule først? Børn er fantastiske til at stille spørgsmål. De er nysgerrige af natur, og det gælder om at bevare den nysgerrighed. Så hvorfor ikke hjælpe dem godt på vej med at lære at affaldssortere?
Sådan lærer I børnene at affaldssortere
I denne guide får du et par gode tips til, hvordan I kan tale om affaldssortering i hjemmet, og hvordan I kan hjælpe hinanden godt på vej. Så I er klar til endnu mere affaldssortering pr. 1. juli 2021, når vi skal til at sortere i 10 affaldstyper.
Når I skal smide affald ud derhjemme, kan I tale med børnene om, hvilken type affald det er, og hvor det nu skal smides ud henne. I kan tale om, hvordan I kender forskel på f.eks. metal, glas og plast. Eller hvorfor papir med madrester ikke må smides ud i papbeholderen.
Et andet godt tip er, at børnene selv skal igang. Giv dem et stykke affald – måske en æggebakke eller en metaldåse - og bed dem om at finde ud af, hvilken skraldespand de hører til udenfor. Vi har selv store klistermærker på indersiden af skraldespandens låg, der viser hvilken type affald, der skal være i skraldespanden. Det har været en stor hjælp til at vise vores børn, hvor de forskellige ting skulle smides ud. I nogle kommuner er affaldsspandene udenfor allerede mærket, så det er nemt at se, hvor affaldet hører til.
Rap rap – hvad med en skralderap? I vores kommune har børnehavebørnene modtaget bogen Rappeskraldebogen. Den skal lære både børn og deres forældre at blive bedre til at sortere affald. Det er en sjov bog med remser, rap og mulighed for gode samtaler med børnene. Hvis ikke din kommune har delt den ud, kan den købes på hjemmesiden eller lånes på biblioteket. Den er super god til både børnehavebørn og de mindste klasser.
Sjovt vendespil om affaldssortering
Er børnene blevet sendt hjem på grund af corona i skolen eller børnehaven? Og mangler I en lille hyggelig aktivitet I kan lave sammen i en pause fra hjemmearbejdet? Så har vores praktikant Louise Christensen lavet det fineste lille spil til jer! Et vendespil der kan hjælpe jer godt på vej til at lære jeres børn om, hvordan vi sorterer affald. I kan downloade spillet som pdf herunder, så I kan printe det og klippe brikkerne ud. Vi anbefaler, at I printer det på et stykke karton (eller limer brikkerne fast på karton), så man ikke kan se motivet på bagsiden. Så holder brikkerne lidt længere. Spillet findes i to sværhedsgrader, så det passer til både små og lidt større børn.
Aldersgrupperne 3-5 år og 6+ år kan I finde her.