Tre typer affald du (måske) ikke ved hvor hører til

Hvor skal flamingo smides ud? Og hvad med potteskår og malingrester? Vi står ofte med et affaldsprodukt, vi ikke aner, hvor vi skal smide hen. Derfor ender det nogle gange med at stå og ‘pynte’ på køkkenbordet eller i bryggerset, indtil vi bliver trætte af at se på det. Og så ryger det måske bare ud med restaffaldet eller i vasken. Flamingo, potteskår, rengøringsmidler og malingrester er blandt de affaldstyper, vi oftest kommer i tvivl om, når vi skal skille os af med det. Vi har derfor lavet en lille guide til at hjælpe dig godt på vej, så du bliver mester i affaldssortering, og affaldet ryger det rigtige sted hen. Her er lidt affaldstips til dig, så du kan spare tid næste gang, du bliver i tvivl om, hvor disse affaldsprodukter skal smides ud.

Flamingo

Hvor skal flamingo smides ud? Du har sikkert stået med flamingo fra en elektronikdims som en kaffemaskine, et fjernsyn eller en lignende skrøbelig genstand, der skulle pakkes ekstra godt ind i en papkasse. Papkassen smider vi ud som papaffald, men hvad gør vi med flamingoen?
Flamingo består primært af luft og en smule plast, men det kan ikke genanvendes helt på samme måde som husholdningsplastik. Derfor skal det ikke i plastbeholderen. Det må i princippet gerne smides ud som husholdningsaffald, men det er langt bedre for miljøet at tage det med på genbrugsstationen. Her indsamles ren, hvid flamingo nemlig, så det kan genanvendes, blandt andet som isoleringsmateriale.

Porcelæn og keramik

Uheldet er ude, og en tallerken er gået i stykker. Der er alt for mange skår, så den kan desværre ikke limes sammen igen. Så må den blive smidt ud. Men hvordan er det nu lige? Må vi smide porcelæn og keramik i glasbeholderen? Nej, det må vi faktisk ikke.
De er nemlig ikke lavet af det samme materiale. Porcelæn og keramik er primært lavet af ler, hvorimod glas er lavet af sand. Vi må derfor ikke smide porcelæn og keramik ud sammen med glas. Det kan nemlig også ødelægge de maskiner, der genanvender glas. I stedet kan vi aflevere ødelagt porcelæn og keramik på genbrugsstationen. Her kan det smides ud som farligt affald eller i en særlig beholder til formålet.

Kemiske rengøringsmidler og maling

Hvor skal rester af rengøringsmidler eller maling smides ud? Ofte kan de tomme og rengjorte flasker og bøtter der har indeholdt rengøringsmidler og maling genanvendes. Men hvad gør vi med indholdet? Malingrester og rester fra skrappe rengøringsmidler som eddikesyre og klor må ikke hældes i vasken. Derfor er det bedst at gemme flasker og bøtter med rester og i stedet aflevere dem til ‘farlig kemi’ på genbrugsstationen. Hvis du har malingrester i overskud købt hos en farvehandler, kan du også aflevere resterne tilbage til de fleste farvehandlere. På den måde hjælper vi også miljøet og holder vores grundvand rent.

Så er du blevet lidt klogere på affaldssortering, og det er ingen sag at få smidt affaldet de rigtige steder hen.